Planteekstrakter (2.del): Hvilke, hvor og hvornår?

Hvilke, hvor og hvornår ?

De planteekstrakter jeg vil omtale her er :

  1. Fermenteret brændenældeekstrakt
  2. Fermenteret kulsukkerekstrakt
  3. Padderokafkog.

De indgår alle 3 i et “basis” brug af planteekstrakter, hvis formål er præventivt (beskyttelse og stimulering).
(Bliver planterne angrebet af svampe eller skadedyr og kan de ikke selv klare angrebet, vil jeg bruge andre planter og de dertil hørende planteekstrakter. En god regel at huske : ingen kvælstofholdige præparater/gødning på angrebne planter. En plante kan ikke gro og forsvare sig samtidigt :))

1. trin : Vinterdække

(Jorden hviler sig og gør sig klar til næste sæson, de flerårige planter styrker sig)
I gennem årene har jeg lært hvor vigtigt det er at have lige meget fokus på jorden som levende medium som på de afgrøder jeg nyder godt af. Det gælder også om vinteren, hvor jeg holder jorden dækket med diverse dække, det kunne være dyregødning med halm, grøngødning, brundække (læs mere her) (Trods de lave temperatur foregår der stadig en langsom omsætning i jorden og den kan vi støtte om).

2. trin : Padderok (Svampebeskyttelse)

Den 1. ekstrakt jeg bruger er en padderokafkog, den fortyndes til 20 % med regnvand og sprøjtes lige umiddelbart efter spiring eller på de nye blade (er planterne lige omplantede, vent ca. 10 dage til de er kommet over flytningen), og dette 3 gange med en uges interval. Dette sker kun om aftenen efter at dugen er faldet eller tidlig morgen.
(Padderok indeholder kisel som vil lægge sig på bladene, som en slags glasur og gør det sværere for svampene at trænge ind i planten).

Opskrift : se her

3. trin : Brændenældeekstrakt og Kulsukkerekstrakt.

De 2 andre ekstrakter bruger jeg for det meste sammen, halv af hvert. Deres rolle er at styrke planten, ved at forsyne jorden med ekstra næringsstoffer (både brændenælder og kulsukker indeholder meget og mange mineraler) og forsyne jorden med positive mikroorganismer (mælkesyrebakterie, m.fl.). Jordtemperaturen skal være 12 grader, for først der, ved de 12 grader kommer der for alvor gang i mikroorganismernes omsætning af næringsstofferne til planterne. Ekstrakten fortyndes til 5 %, 50/50 brændenælde/kulsukker og sprøjtes på blade og på jord hver 14 dage i vækstsæson. Salat og andet grønt vandes med vandkande på jord og ikke på bladene de sidste 3 uger før plukning.
(Det løbende tilskud af mineraler, sporstoffer og mikroorganismer via ekstrakten hjælper planten med at klare de stresssituationer såsom flytning og tørke, m.fl., som uvilkårligt dukker op i vækstsæsonen).

Jordfrugtbarhed

Til sidst et par linjer jeg fandt i et gammel nummer af “Bio-information”. Artiklen har overskrift “Om jordens frugtbarhed” og er skrevet af Troels V. Østergaard og er en anmeldelse af bogen : Bodenfruchtbarheit – Eine Studie biologischen Denkens af Hans Peter Rusch (1968, 2. udg. 1974, Haug Verlag).
(Læst i Bio-information Okt 75 . Nr.2. 3.årgang)

“…I daglig tale vil man kalde en jord frugtbar, hvis der kan høstes store afgrøder på den, men for Rusch er frugtbarhed mere end det. Frugtbarhed er et almen biologisk fænomen – evnen til ikke alene at formere sig, men også at få et sundt og levedygtigt afkom. Derfor kan man ikke måle en jords frugtbarhed alene på hektarudbyttet. Den sande frugtbarhed viser sig først ved, at de planter, dyr og mennesker, der lever af jorden, udvikler sig fuldt ud, bliver sunde og frugtbare”……”Rusch mener, at den sande frugtbarhed overføres fra jorden til planterne og fra planterne til dyr og mennesker. Og frugtbarheden føres fra planter, dyr og mennesker tilbage til jorden med den organiske gødning….” .

 

 

4 Kommentarer on “Planteekstrakter (2.del): Hvilke, hvor og hvornår?

  1. Hej Jesper, kunne du komme med opskriften på afkoget. Spændende at sammenligne. Mvh. Herveé

  2. Fik skimmel i mine kartofler sidste år. Sprøjtede lidt sent med afkog af padderok, angrebet stoppede og kartoflerne fik grønne skud igen, sprøjtede hver uge i 3 uger

  3. Hej Stella, det er her du og andre kommer ind i billedet.
    Mine egne erfaringer er endnu få og tilfældige hvad angår brug af de kontrollerede fermenterede ekstrakter og padderok, derfor ideen med disse indlæg : At overtale dig og mange andre til at være med til at eksperimentere.
    “Planteekstrakter 3.del” vil netop handle om det : fremstilling og registrering, så vi i løbet af næste havessæson får en fornemmelse om disse ekstrakter kan noget, nemt og lettilgængeligt :).

  4. hvad er dine egne erfaringer – har du mon eksperimenteret, fx med bede og afgrøder uden behandling versus afgrøder, som blev behandlet jvf. dine anvisninger ovenfor?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.